De 10 mest likede danske virksomheder på Facebook

De 10 mest likede danske virksomheder på Facebook

Hvis du ønsker at få et indblik i, hvordan de mest populære danske virksomheder på Facebook agerer, så er hjælpen lige her.

Hvis du er interesseret i at læse om de største danske personer på Facebook, så klik her: De 10 største danske Facebook-profiler

Alle er på Facebook – hvad med dig?

Der er over 2 milliarder Facebook-brugere på verdensplan. Derfor er det naturligvis oplagt som virksomhed at bruge mediet til promovering.

Men hvordan bærer de mest likede danske virksomheder sig ad med at benytte Facebook?

Du kan tage ved lære af den følgende gennemgang. Det kan være, du selv er bestyrer af en virksomhedsside på Facebook. Tag hvad du kan bruge her fra listen og arkivér ellers resten henne i hjørnet.

Vi har taget et kig indenfor.

Tallene på listen er opgjort i skrivende stund (7/8 2019) og derfor naturligvis vejledende, da de er genstand for daglige ændringer. Tjek derfor firmaerne ud på Facebook, hvis du har brug for de nøjagtige tal. Facebook-likes kommer og går som bekendt.

10 – Novo Nordisk (529.331)

Novo Nordisk er den aktie, som findes i beholdningen hos flest danske investorer. Det er derfor et firma, som er højt respekteret og et man også tror på i fremtiden.

Over en halv million følger med på Facebook, og de får bl.a. opslag om, at Novo giver en hånd med i kampen for en bedre verden. Det drejer sig om kampagner, der rejser frivillige til affaldsopsamling, plantning af træer og uddannelse af børn i 3. Verdenslande.

Flygtninge tilbydes en mentor ansat i Novo. Akkompagneret af stemningsskabende musik, berettes der fra en succeshistorie, hvor en flygtning både har fået et job i Danmark og en nær ven med hjælp fra Novo Nordisk.

Du får også indsigt i, hvad det vil sige at leve med sukkersyge fra patienternes egne oplevelser.

Novo Nordisk åbner jævnligt nye afdelinger rundt omkring i verden og du tages med, når den røde snor klippes over.

Find Novo her.

9 – ISS (529.879)

ISS tilbyder en bred vifte af services – fra rengøring til sikkerhed. Fra catering til design af arbejdsplads. Kort sagt – ting, der altid vil være efterspørgsel på.

Der lægges vægt på kampagner for sundhed på arbejdspladsen og hele verdens sundhed i form af opslag om World Environment Day. Du tages også med til prisuddeling, hvor en ISS-medarbejder bliver belønnet med en fornem award.

Det, der falder mest i øjnene, er kampen for et bedre miljø i form af bæredygtighed og konkrete tiltag, som man opfordres til at tage del i. Kvindernes Internationale Kampdag markeres fx med et opslag om Finlands afdeling af ISS. Her har man startet et program op, der skal sikre kvindelige immigranter større muligheder for at finde deres plads på arbejdsmarkedet.

Alt i alt en firma-profil med hjertet på rette sted. Og det er nok ikke en helt dum indgangsvinkel, når alt kommer til alt.

Find ISS her.

8 – Bang & Olufsen (595.678)

Gode audio-produkter mm. siden 1925. Gamle B&O behøver næppe nærmere introduktion. Godt nok er der stor konkurrence fra andre sider i vores højteknologiske tidsalder, men mon ikke Bang & Olufsen nok skal finde deres plads i branchen også i fremtiden.

Disse linjer skrives midt i sommertiden, og det er tydeligt, at B&O har taget bestik af årstiden. Du finder ikke så få opslag med relation til sommer. De seneste rejsekollektioner af transportable højtalere og hovedtelefoner, der lukker alt uvedkommende støj ude fra din lydoplevelse vises frem.

Bang & Olufsen præsenterer sine produkter i korte beskrivelser på engelsk med dertilhørende billeder eller korte videoer. Du får hurtigt og enkelt et indblik i de seneste designs og produkter.

Find Bang & Olufsen her.

7 – VELUX (825.754)

Velux gør sig indenfor indretning og har taget de sociale medier til sig som en platform for promovering.

Du får ganske gratis brugbar inspiration til dit hjems indretning og selvfølgelig mulighed for at købe produkter med VELUX som producenten bag.

Der sættes fx fokus på den gode nattesøvn. Med mørklægningsgardiner i alle farver fra VELUX skulle man gerne vågne mere udhvilet op, når vækkeuret ringer.

Tjekket designede hjem vises frem og gør, at der nok skulle opstå en kreativ tanke eller to derude.

Boligindretning er på højeste mode. Ikke så få tv-programmer i bedste sendetid omhandler hjemmets fire vægge og alt hvad dertil hører. Det nyder en virksomhed som VELUX godt af og man sørger for at have interessant materiale at tilbyde de personer, som finder indenfor på Facebook.

Find Velux her.

6 – Arla (1.184.717)

Økologisk mælk – og andre produkter – fra danske malkekøer er et hit. Så stort, at man kan prale med at være den 6. største danske virksomhed på Facebook målt i synes godt om-tilkendegivelser.

Arla kæmper for det sunde, økologiske og bæredygtige. Du kan følge med via kampagner, billeder og videoer, som giver dig en smag af det seneste nye.

Du får opskrifter, reportager fra landbrug, konkurrencer, invitationer til begivenheder, inspiration til undervisningen, afstemninger og meget andet godt. Der er med korte mellemrum noget nyt fra Arla at dykke ned i.

Som inspirationskilde gør denne fanside det særligt godt. Det er ikke så lidt gratis viden man får, når denne side tildeles et like.

Find Arla her.

5 – ECCO (1.949.437)

Næsten alle danskere har ejet et par sko fra ECCO – men det kniber nu heller ikke med salget udenfor landets grænser. Et par ECCO-sko er garanti for kvalitet, det har næsten 2 millioner Facebook-brugere fået øjnene op for.

Lad os kigge på, hvad du får som følger af den danske skoproducent.

ECCO bombarderer dig ikke med opslag. Faktisk daterer det seneste af slagsen sig – i skrivende stund – flere måneder tilbage. Du skal altså ikke forvente spam i din feed på Facebook.

Når ECCO så lancerer en ny kampagne, får den ikke for lidt. FLUIDFORM-teknologien, hvor sålen løbende tilpasser sig din fod, bliver fx præsenteret i talrige opslag med dertilhørende videoer. Der postes altså kun, når der reelt er noget nyt at fortælle.

Du bliver præsenteret for en lang række af de nyeste produkter. Det er smagfuldt, det er enkelt, og der er ikke lang vej til Shop nu-funktionen med masser af rabatter og tilbud.

Find ECCO her.

4 – Mærsk (3.088.412)

Mærsk behøver vel ingen nærmere introduktion. Grundlagt i 1904 og med sin helt egen nuance af den blå farve skinner virksomheden tydeligt igennem i havne verden over.

Det gamle danske rederi forstår vigtigheden af at være tilstede på de sociale medier og vise sit ansigt frem på disse platforme.

Du kan i den forbindelse følge kampagnen All the way, som sætter fokus på den menneskelige hjernes nærmest ubegrænsede resurser. Dyk ned i dyrt producerede kortfilm og lad dig inspirere med det samme.

Mærsk sætter i den grad fokus på at tænke stort ved hjælp af moderne teknologi. Selvom man er en gammel dinosaur i branchen, ønsker man ikke at stagnere i gamle vaner. At holde sig succesfuld indebærer at være med på de nyeste trends.

Der sættes fokus på gode sager, som lighed for begge køn – også selvom det drejer sig om arbejde på et rederi.

Opslagene præsenteres på engelsk og der er aktivitet på ugentlig basis. Vidste du i øvrigt, at Mærsk er tilstede ligesom meget på land som til vands?

Du får insider-viden med et like på Facebook.

Find Mærsk her.

3 – Carlsberg (3.272.449)

Carlsberg vokser sig kun større og større. Du kan købe produkter herfra verden over, selvom de ikke altid er af samme kvalitet, som dem fra det danske bryggeri. I dag kan du købe en dansk Carlsberg i ca. 140 lande.

Et globalt brand har naturligvis langt større gennemslagskraft end et, der kun opererer på det danske marked. Carlsberg har spillet sine kort til en samling af over 3 millioner Facebook-følgere. Langt efter de to førende på listen, men dog alligevel en pæn samling at promovere sig overfor.

Carlsberg er kendt for sine reklamekampagner, og det er hovedsageligt hvad man får med et like på Facebook.

Du kan følge med i de nyeste produkter, som præsenteres i videoer. Det er gerne i forbindelse med højtider og vigtige fodboldkampe, at der slås et slag for den gode øl.

Opslagene får en del likes og kommentarer. Man forstår altså at lægge op til interaktion med sine følgere. Der anvendes humor i stor stil, og du kan med jævne mellemrum få et billigt grin hos Carlsberg på Facebook.

Find Carlsberg her.

2 – LEGO (13.330.032)

En anden globalt anerkendt – og elsket – dansk virksomhed, er Lego.

Med oprindelse helt tilbage i 1932 er her virkelig tale om et firma med stor erfaring på bagsmækken. Det var dog først i 1950’erne, at de berømte Legoklodser så dagens lys – og siden har virksomheden ikke set sig tilbage.

Hver person på jorden ejer i gennemsnit 94 Legoklodser. Ja, her er tale om en verdensomspændende dansk succes, som også har lagt sig an på promovering på Facebook.

De nye produkter præsenteres selvfølgelig med dertilhørende links til køb. Men ikke nok med det. Et nøje designet månelandingsfartøj – magen til det, der første gang transporterede mennesket til månen – bliver præsenteret med en veldesignet og informativ video med facts om den første månelanding. Du bliver altså taget ind bag de tanker, der ligger til grund for de nyeste produkter.

At lege med LEGO har meget med fantasi at gøre. Der er ingen grænser for, hvad der kan kreeres og det er det perfekte mødested for voksne i leg med børn. Dette underbygges perfekt, da en voksen mand ses samle og lege med det føromtalte månelandingsfartøj.

LEGO sætter også fokus på læring gennem leg med LEGO DUPLO i anledning af DUPLO-klodsens 50-års fødselsdag.

En video viser i øvrigt med tydelighed, at selv små børn kan lege sikkert med LEGO, da alle sikkerhedsforanstaltninger er blevet taget.

Du tages ved hånden og føres med ind i den fantastiske verden af legetøj fra LEGO, hvis du giver et like på Facebook. Selvom siden er med et internationalt sigte, er den målrettet, så danske følgere får tekster på dansk osv.

Man får både en smag for, hvad der var engang og det seneste nye indenfor LEGO som fan på Facebook. Absolut en tommel op værd, hvis du ønsker at følge med i virksomhedens gøren og laden.

Find LEGO her.

1 – Pandora (15.356.035)

Pandora er en smykkevirksomhed, der blev grundlagt i 1982 i København. Siden er virksomheden vokset til et internationalt brand og du finder butikker spredt over store dele af verden.

Pandoras virksomhedsside på Facebook er langtfra kun bestyret af personer med dansk pas. Det internationale islæt er i høj grad til stede, da flere nationaliteter er repræsenteret – flest fra USA.

Det høje antal følgere skal derfor ses i det lys, at vi her har med et brand at gøre, som i den grad rækker ud over landets grænser.

Hvad bliver man så præsenteret for, når man synes godt om Pandora?

Du får hovedsageligt en forsmag på de nyeste smykkekollektioner. Modeller poserer på billederne og korte tekster fortæller historien bag designet. Du får et link, der fører dig videre, hvis din interesse er blevet vakt.

Der er eksklusive tilbud for Pandora Club-medlemmer og det er i den forbindelse ikke svært at finde et link til indmeldelse, hvis du ikke allerede er medlem.

Og sådan går det slag i slag med reklameorienterede opslag, hvis man scroller ned ad siden.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er mere interaktion i forbindelse med opslagene (likes, kommentarer og delinger mm.), når man tager det høje antal følgere i betragtning.

Pandora har valgt den forretningsorienterede tilgang til promovering på Facebook. Du ser professionelt designede billeder og reklamer. Det kan derfor virke som et besøg i en forretning at klikke sig indenfor.

Hvad siden ikke viser os er, hvor meget salg den faktisk genererer via opslagene. Med over 15 millioner følgere er det nok ikke småting.

Find Pandora her.

Hvad kan vi lære?

Det var top 10 over de mest likede danske virksomheder på Facebook. Og hvad kan man så lære af det?

Jo, først og fremmest er der en tendens til, at man gerne vil fremstå som en virksomhed, der går forrest i kampen for en bedre verden. Alle opslag behøver på ingen måde handle om firmaets hovedproduktion. Der kan være stor fidus i at bygge en profil op, der giver brugeren indtryk af, at der sættes fokus på de helt rigtige projekter, som er oppe i tiden.

Du får naturligvis også reklamer i form af præsentationer af produkter, hvor du nemt kan klikke dig videre til et køb.

Alle profiler kombinerer det salgsorienterede med opslag, der udelukkende har til hensigt at fange seerens opmærksomhed. Det er meget mere sandsynligt, at man også kigger med næste gang der postes, hvis det forrige opslag var interessant.

De globalt orienterede virksomheder har en stor fordel i sammenligning med dem, der hovedsageligt opererer på det danske marked, når der skal høstes likes. Der er dog ting, der går igen uanset hvad.

De store firmaer satser på dyre produktioner, når der skal promoveres på Facebook. Det er reklamekampagner, som er nøje gennemtænkt og bearbejdet. Du finder ikke hurtige optagelser med en mobiltelefon her.

Du spammes heller ikke med unødvendigt mange opslag dagligt. Man vil typisk høre nyt et par gange om ugen.

Resultaterne er regnet ud ved rådføring på følgende sider: Facebook (her), Wikipedia (her), Medietrends (her), Ekspertvalg (her). Dem, der er nummer 1 i dag, kan være old news i morgen, så hold øje med dagsformen af disse firmaer for en helt nøjagtig topliste.