Du har måske tænkt over, hvem der egentlig er de mest fulgte personer på Instagram globalt set? Her får du løst gåden. Lad være med at scrolle ned i bunden med det samme – lad i stedet spændingen stige ved at læse med fra nr. 10 til nr. 1.

Der er STORE penge forbundet med at være en verdenskendt person med millioner af følgere på fx Instagram. Firmaerne står i kø for at blive promoveret i form af opslag, hvor der sættes fokus på produkter.

Det kan hurtigt blive en fin lille sidegesjæft sådan at agere levende reklamesøjle, hvis man i forvejen lever mere end godt ved at sparke til en bold eller danse og synge i en mikrofon.

Antallet af følgere er opgjort i skrivende stund (31/7 2019)

10 – taylorswift (120.000.224)

Vi lægger ud med en amerikansk singer-songwriter, som har solgt millioner af albums og singler. Ligefrem medtaget i Guinness Rekordbog for adskillige bedrifter. Større bliver det – næsten – ikke på musikscenen.

Taylor Swift holder tilsyneladende mest af likes og visninger af videoer. Det er i hvert fald ikke muligt at kommentere billeder og videoer, som er lagt op på Instagram-profilen. Men så kan man jo bare dele sine holdninger med dem, der også kigger med på telefonen …

Du får de flottest designede billeder af en absolut verdensstjerne. Det er næsten ligesom at åbne et tidsskrift med alle de glitrende reklamer og billeder, man finder der. Hvis du så også er fan af katte, er det blot en ekstra bonus. Taylor Swift er nemlig vild med at dele kattebilleder i flere afskygninger.

Følg med fra første parket, når der er nye udgivelser på trapperne og få ellers et indblik i, hvordan en multimillionsælgende kunstners Instagram-konto administreres.

Find taylorswift her.

9 – neymarjr (123.623.459 følgere)

Neymar er en fodboldspiller fra Brasilien, men også meget mere end det. Han hører til i toppen af SoMe-fænomener fra sportens verden, som folk enten hader eller elsker.

Der er altid en god historie for medierne at komme efter. Eksponeringen er kæmpestor og ligeså er antallet af følgere og likes. Det er mange gange, man skal gange den samlede danske befolkning for at nå op på den gode side af 123 millioner følgere.

Når Neymar deler et billede, får det millioner af likes og kommentarer. Her er derfor tale om en scene for reklamer, der kan vise sig uhyre lukrativ.

Vær dog sikker på, at Neymars reklameplads ikke er til salg for småpenge. Når man er blevet handlet som verdens dyreste fodboldspiller, er der også faldet en god sjat af til hovedpersonen selv.

Neymar er et billede på, hvor store sportens absolutte stjerner kan blive. Red Bull er en af de sponsorer, som har betalt kassen for et sponsorat. Der tages en velfortjent slurk af energidrikken efter træning og næsten 2 millioner har liket med. Mon ikke et par stykker af dem, kunne finde på at lægge et par dåser ned i indkøbsvognen næste gang, der handles ind?

Find neymarjr her.

8 – leomessi (127.288.735)

Vi bliver i fodboldens verden. Denne gang skal vi til Argentina for at finde fødelandet for vores stjerne. Lionel Messi er uden tvivl en af de bedste fodboldspillere nogensinde. Mange vil sige, at vi har med den bedste spiller nogensinde at gøre. Det kalder naturligvis på millioner af følgere og likes, og det er lige hvad Messi har og får på Instagram.

Du får et sjovt og imponerende indblik i stjernens tilværelse ved at følge med som millioner af andre. Messi har det hele – fra rekorder som topscorer, utallige pokaler, 3 søde børn, en smuk kone, en stor hund og et liv i sus og dus på første klasse med alt hvad dertil hører.

Men faktisk formår Messi også at præsentere sig som en sjov, jordnær og livsglad person, når han fx spiller hyggebold med sin hund i sin have, som godt nok er omgivet af en meterhøj betonmur. Sådan er det jo, når der altid er nysgerrige øjne, der vil kigge med.

Der sniger sig også nogle sponsorater ind. Du kan vide dig sikker, når teksten ”betalt partnerskab” fremgår i toppen af opslaget. Sådan kan man jo lave sig en skilling ekstra, når man nu er verdens bedste fodboldspiller.

Følg leomessi her.

7 – beyonce (130.662.274)

Fra den ene gigastjerne til den næste. Beyonce blev først kendt som medlem af den kulørte pigegruppe Destiny’s Child. Siden har hun på ingen måde stået tilbage for nogen i sin solokarriere. Millioner og atter millioner af albums, singler, koncertbilletter osv. er blevet solgt.

En international popstjerne har længe været en industri i sig selv. Det startede nok for alvor med Michael Jackson (her) og hans reklamer for Pepsi (selvom han faktisk foretrak Coca Cola – Pepsi betalte nok bedst …)

Der er ikke noget som helst, der slipper ud, uden at det har været under kærlig behandling af et management. Imaget skal plejes bedst muligt og hvilket bedre sted at gøre det end på Instagram?

I forlængelse af musikkarrieren er den billedskønne stjerne nu også at finde foran kameraet i filmroller. Senest i den meget imødesete nye udgave af Lion King, som nok skal blive en billetbasker, der gør Beyonces popularitet endnu større.

Når man i det private – og offentlige – danner par med en anden stjerne som Jay-Z, skal der nok være sponsorater at komme efter. Adidas-logoet er i hvert fald at se på flere af billederne på Instagram.

Følg beyonce her.

6 – kyliejenner (142.116.264)

Nu skal vi forbi noget helt andet – nemlig fænomenet at være kendt for at være kendt. Kylie Jenner er kommet frem som følge af sin tilknytning til the Kardashians. Du ved – den familie der, som er portrætteret i tv-serier i bedste Familien fra Bryggen-stil.

Jenner er skam forretningskvinde og mærkeambassadør i en alder af kun 22 år. Det kan gå stærkt med at komme frem i verden, når man er globalt kendt fra tv – nogle er bare født med en guldske i munden.

Med sit eget kosmetikmærke er der rigeligt at poste om på Instagram. Man forstår i den grad også at vise sine attributter frem for omverden i lækkert retoucherede billeder. Der er millioner af – nok mest unge – der kigger med over hele verden.

Der er også plads til at vise sin lille baby frem – man er vel ikke mor i en ung alder for ingenting, vel?

Find kyliejenner her.

5 – kimkardashian (145.127.243)

Og så til den største af alle reality-stjerner – Kim Kardashian herself. Du kender hende sikkert – og resten af familien – fra tv. Du får lidt af det hele ved at følge med her. Datter af en forsvarsadvokat, som repræsenterede O.J. Simpson i sin tid, og dermed født ind i en verden som få af os kommer til at opleve.

Kardashian blev først kendt som ven og stylist af milliardær-kendissen Paris Hilton. Det var nok der, at fremsynede tv-producenter fik øjnene op for, at der måtte være millioner af seere i at portrættere hende og familien i en reality-serie i bedste sendetid.

Gift med Kanye West og den får ikke for lidt på den røde løber foran horder af ihærdige paparazzier. Kardashian har forstået at gøre det til en yderst lukrativ levevej at være til stede på de sociale medier. Hun er vel nok at regne som alle tiders største Twitter-personlighed – ja, selv større end Donald Trump.

Du kan finde billeder af store numser, kendisser i flæng og præsentationer af det ene produkt med Kardashians navn efter det andet. Kort sagt – få et lille sus af enorm rigdom og kendisfaktor af højeste karat her.

Følg kimkardashian her.

4 – therock (151.825.363)

Stærke mænd har altid haft deres plads i populærkulturen. Dwayne Johnson – bedre kendt som The Rock – er tidligere wrestler og høster nu enorme mængder af fans som filmstjerne. Du behøver blot kaste et enkelt blik på manden for at erfare, hvorfor tilnavnet passer som fod i hose.

The Rock har spillet amerikansk fodbold på et højt niveau i college-tiden og var med garanti ikke sjov at løbe ind i. Herefter blev han nu ikke drafted – udvalgt – til at repræsentere et af de helt store hold indenfor sporten, men så er det jo godt, at man starte en succesfuld karriere indenfor wrestling i stedet for. Det ligger i øvrigt til familien det der med wrestling. En ægte amerikansk succeshistorie.

På Instagram får du en forsmag på de nyeste blockbusters med The Rock hovedrollen. Du kommer bag kameraerne, når der lades op i privatflyet på vej til det næste filmjob. Konen vises også frem og der er tilmed nostalgiske tilbageblik fra de mest hæsblæsende øjeblikke i wrestling-ringen.

Find therock her.

3 – selenagomez (154.387.357)

Vi skal til at dele medaljer ud. Bronzemedaljen for flest følgere går til popstjernen, skuespilleren – og meget mere end det – Selena Gomez. Det er ikke så få penalhuse og kladdehæfter, der er blevet dekoreret med dette navn i klasselokaler verden over indenfor det seneste årti.

Tidligere stjerne indenfor børne-tv og optræder stadig for det yngste segment af seere. Senere med eget band og adskillige topplaceringer på hitlisterne. Det er også blevet til en tid som et af verdens mest eksponerede kendispar, da Justin Bieber og Selena Gomez datede af flere omgange.

Selena Gomez er troende og ikke bleg for at vise Gud sin kærlighed på de sociale medier. Et opslag til gavn for en god sags tjeneste er absolut heller ikke sjældent at finde på denne meget populære Instagram-konto.

Der er ikke så få grammyer at præsentere, når man hedder Selena Gomez. Mest af alt er den unge stjerne bare utrolig taknemmelig over al den kærlighed fans over hele verden viser hende. Til hendes 27-års fødselsdag fik hun så mange beskeder, at det fik tårerne til at trille. Det kan godt være overvældende at være så populær på de sociale medier.

Følg Selena Gomez her.

2 – arianagrande (161.036.278)

Årets kvinde anno 2018 ifølge det amerikanske magasin Billboard. Så er tonen ligesom slået an for denne listes næstmest fulgte person. Igen har vi med en tidligere stjerne på børne-tv at gøre. Det er åbenbart en glimrende kickstart på en succesfuld musikkarriere at vise sig frem på Nickelodeon.

De kommende hitsingler får sig en tur i promotion-maskinen på Ariana Grandes Instagram. Du kan komme først i køen, når der deles eksklusive links til de nyeste udgivelser i billedteksterne. Du får også korte snippets fra musikvideoer, der endnu ikke er officielt ude.

Ariana Grande er blevet sammenlignet med selveste Mariah Carey (her) for sit store sangtalent. Der er virkelig en imponerende spændvidde på sangstemmen, hvor både de helt høje og dybere toner mestres.

Med bopæl i Beverly Hills er der garanteret god udsigt til alle de andre stjerner, som altså må kigge langt efter at kunne præsentere et lignende antal følgere på Instagram. Billederne her er i øvrigt ofte holdt ganske afdæmpet og i sort/hvid – der er ganske andre ting på spil end på Kim Kardashians billed-feed. I øvrigt er selve profilbilledet bare helt sort – jo, der er bestemt noget mystisk og underspillet over denne popstjerne.

Find Ariana Grande her.

1 – cristiano (177.735.539)

Cristiano – mere behøver man ikke kalde sig, når man er en af de bedste fodboldspillere nogensinde og med afstand den mest populære Instagram-personlighed derude.

Cristiano Ronaldo træder op øverst på medaljeskamlen, som han har prøvet så mange gange før i sportens verden. Der bliver stadig høvlet kasser ind på samlebånd, selvom dåbsattesten afslører en alder, hvor langt de fleste fodboldspillere begynder at tænke mere på pension end på fortsat trofæjagt.

Manchester United, Real Madrid og nu Juventus. Nogle af de største klubber i verden har nydt godt af – og betalt fyrsteligt for – Ronaldos evner på og udenfor banen. Det er nemlig langt fra kun en sportsstjerne, man får i folden, når Ronaldo skriver under på en ansættelseskontrakt. Man får et populærfænomen, som kan sælge merchandise som ingen andre.

Cristiano er ikke bange for betalte partnerskaber med bl.a. Nike, Clear Haircare, Meoinstagram. Der er sikkert mange personer, der skal aflønnes med et stort management som Ronaldos. Så lidt nemme ekstra penge er ikke at gå af vejen for.

Cristiano Ronaldo flexer musklerne og smiler bredt, når vennerne, børnene og kæresten vises frem i luksuriøse omgivelser. Du kan kigge med og få bare en lille smag af berømmelsens sødme, når man er født med et fodboldtalent langt udover det sædvanlige.

Følg cristiano her.

Det bliver spændende at se, hvordan kapløbet om at have de mest fulgte profiler på Instagram fortsætter i den kommende tid. Dukker der nye navne op og vipper nogle af de andre af pinden, eller vokser de største sig bare endnu større …

Er du interesseret i at læse, hvem der har de største danske Instagram-kontoer? Så klik ind her: Top 10 over danskere med flest følgere på Instagram

Listen er lavet ved rådføring på følgende hjemmesider: Wikipedia (her), Instagram (her), Influencer marketing hub (her) og Trackalytics (her).