Sådan laver man en podcast – 10 trin for begyndere

- Af Henrik Bruhn

Sådan laver man en podcast

Sådan laver man en podcast! Her får du 10 essentielle trin og gode råd til at komme i gang. Det behøver ikke være så svært. Du har brug for en rigtig god idé til at komme i gang.

Der findes efterhånden hundredevis af podcasts bare i lille Danmark. De handler om alt mellem himmel og jord, så det gælder om at have noget virkelig interessant materiale, hvis man skal bryde igennem til et stort antal lyttere.

Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Så længe du har det sjovt, imens du laver din podcast, spilder du ikke din tid. Hvis du kun er ude efter at tjene hurtige penge på annoncører, går du ganske givet galt i byen.

En forrygende podcast er altid lavet ud fra hjerteblod. Man skal kunne mærke, at folkene bag brænder for det emne, den omhandler – ellers hopper lytterne hurtigt af igen.

Her sætter vi dig i gang med at forberede, producere og distribuere din helt egen podcast trin for trin.

1 – Det hele begynder med en super god idé

Hvad er en podcast uden et interessant emne? Svar: Ingenting værd.

Måske du allerede ved, hvad din podcast skal handle om – måske skal du gøre dig nogle mere konkrete tanker.

Undersøg, hvad der allerede findes indenfor det emne, du gerne vil lave podcast om. Hvis der eksisterer lignende podcasts med præcis den samme tankegang bag, er det helt sikkert værd at gennemtænke konceptet.

Man skal gøre sig umage for at skille sig ud fra mængden.

Lad os sige, at du gerne vil lave en podcast omhandlende et fodboldhold. Tjek ud, hvilke podcasts du kommer til at konkurrere med. Det kan være, du skal ud at ramme en niche for at få folk til at lytte til netop din podcast.

Hvad med om din fodbold-podcast handler om fans af fodboldholdet, spillerhandler, vilde rygter, nostalgi eller noget helt andet?

Dit indhold bør være så originalt som muligt. Hvis du vil lave noget, som allerede bliver lavet, kan du godt forberede dig på at skulle kæmpe en hård kamp for at vinde lytterne over på din side.

Hvis du omvendt præsenterer lytterne for indhold, de ikke finder andetsteds, er du bedre stillet fra start.

Mulige emner til en podcast:

  • Lystfiskeri – Underemner: Steder at fiske, udstyr, de vildeste fisk på krogen, fiskersnak og fiskerture ud i verden.
  • Tennis – Underemner: Danske legender, matchfixing i tennis, Wimbledon, seneste nyt og tennis i Danmark.
  • Investering – Underemner: Kryptovaluta, små aktier, daytrading, den sunde investortype og vild investering.
  • E-sport – Underemner: De største stjerner, fritidsgameren, retro-gaming, gaming-snak og betting på E-sport.
  • Biler – Underemner: Formel 1, klassiske biler, bilture med vennerne, brugte biler og benzin i blodet.

Det korte af det lange: Du skal være villig til at lægge gratis arbejde i at producere din podcast. Hvis det føles som et surt slid, kommer du aldrig til at lykkes.

Vælg et emne, du alligevel bruger tid på hver eneste dag.

https://youtu.be/RXRdu-0XBDc

2 – Find en god titel til din podcast

En titel på en podcast bør springe i øjnene. Forestil dig, at en mulig lytter sidder og leder lidt rundt efter en ny og spændende podcast. Her skal titlen på din podcast poppe op og få lytteren til at klikke på den.

Titlen skal fortælle noget om indholdet på en fængende måde. Der er ikke nogen fast formel for, om titlen skal være enten kort eller lang.

Hvis du kan sige det hele med ét enkelt ord, så er det strålende. En længere titel bør omvendt ikke få lytteren til at stå af, før det er begyndt.

Lad os se på nogle populære podcasts – måske du kan tage ved lære af deres titler: 

  • Mørkeland
  • Mads og Monopolet
  • Bandeland
  • Hva så?! Med Christian Fuhlendorff
  • Fries Before Guys

Lad os også give den et skud med titel til de mulige podcast-emner fra trin 1 i guiden:

  • ‘De vildeste fisk på krogen’ (om lystfiskeri i en eller anden afskygning)
  • ‘Fra stangtennis til Wimbledon’ (om alle dele af tennissporten)
  • ‘KryptoKongerne’ (om investering i kryptovaluta)
  • ‘Dig og din e-sport’ (om fritidsgameri)
  • ‘FIAT eller Ferrari’ (om bilpræferencer)

Kan du komme op med bedre titler end ovenstående?

Tænk over, hvordan en titel til din podcast kan præsentere indholdet på bedst fængende vis. Der er nemlig mange andre podcasts om buddet.

3 – Gør dig klart hvem målgruppen er

Hvem målgruppen for din podcast er, bestemmes i vid udstrækning af, hvad den handler om. Aldersgruppe og køn afhænger i større eller mindre grad af, hvad indholdet er. Der er selvfølgelig altid undtagelser, der bekræfter reglen.

Hvis din podcast primært er henvendt til unge mennesker, skal det gerne gå lidt stærkt med at komme frem over stepperne. Nutidens unge er flasket op med sociale medier og YouTube, hvor man altid kan scrolle eller klikke videre til noget andet, hvis man keder sig.

En podcast, som henvender sig til dem, der ikke er helt unge mere, er måske bedst tjent med et mere roligt tempo.

Et passende tempo er meget afgørende for, om du rammer din målgruppe. Speed-snak er risikabelt at benytte sig af. Podcasts er tid til fordybelse med lyd i ørene. Omvendt skal man selvfølgelig også føle, at der er flow i tingene.

Tænk nøje over, hvordan man præsenterer indholdet bedst muligt til målgruppen. Skal der gæster i podcast-studiet, skal der lydeffekter til, skal der blot fortælles stille og roligt – eller noget helt andet?

Om der skal bruges humor eller ej, afhænger også helt og holdent af emnet. Det kommer også an på, om humor er en af dine spidskompetencer.

Man kommer først frem til den rette præsentation af emner, når man har øvet sig i adskillige timer. Indholdet bliver kun bedre med erfaringen.

Prøv at lytte til nogle af de podcasts, du selv holder af. Afsnit 1 adskiller sig med statsgaranti rigtig meget fra det senest udkomne. Tiden arbejder for din podcast!

4 – Fokusér på dit sprog

Der findes podcasts, hvor man står af bare ved at høre det sprog, man bliver præsenteret for.

En podcast bør ramme så bredt som muligt indenfor det emne, den omhandler. Hvis du bruger for mange indforståede vendinger og slang, risikerer du at tabe en del lyttere.

Dit sprog skal ikke føles stift og formelt. Tal som du ville, hvis du skulle præsentere emnet for én, du ikke kender. Her vil du givetvis stadig bruge ord, der er specifikke for emnet – men på en måde, så man stadig har mulighed for at følge med.

Det kræver øvelse at blive rigtig god til at tale i mikrofon. Meget kan reddes under en redigering – men det er aldrig smart at skifte alt for meget mellem lav stemmeføring og direkte råb i mikrofonen. Husk, at det skal være rart at lytte til med earpods i ørene.

Og det kan da sagtens være, at det er ok at bande i din podcast. Det hele har med at gøre, hvem der skal lytte til den i sidste ende.

5 – Opbyg en passende struktur

At optage en vellykket podcast gør man sjældent ved bare at tænde mikrofonen og så se, hvad der sker. Der skal laves en struktur, så det hele ikke fremstår mere eller mindre rodet.

Indledning – hoveddel – afslutning.

Så simpelt kan det i virkeligheden gøres. Under de tre dele skriver du så nogle ting ned, der skal med. Opbyg gerne hver enkelt podcast på nogenlunde samme måde – hermed har lytterne lettere ved at følge med.

Genkendelighed er vigtig for de fleste podcasts. Man skal som lytter føle, at man træder ind i et nogenlunde kendt univers og ikke behøver bruge kræfter på at fange meningen hver eneste gang.

Idéer til opbygning af den fiktive podcast ‘KryptoKongerne’ om investering i kryptovaluta:

  • Indledning – Præsentation af gæster, siden sidst og nyheder i overskrifter.
  • Hoveddel – Emne 1 og god tid til fordybelse, emne 2 og emne 3 på samme måde.
  • Afslutning – Afrunding af dagens emner og kort teaser til næste afsnit.

En podcast bør sjældent vare mere end 1 time. Om den skal være kortere eller længere har med at gøre, hvor meget man skal nå omkring. Du kan med fordel dele op i flere podcasts, hvis det ellers bliver for langt.

Pas også på med helt korte podcasts, da man gerne skal kunne nå en cykeltur af en vis længde med din stemme i ørene.

Det er vigtigt, at man som lytter ikke står af undervejs, fordi der springes rundt mellem alt for mange forskellige ting. Hvis der er gæster i studiet, er det op til værten at skabe ro og orden. En podcast skal være nem at finde rundt i.

6 – Jingle eller start lige på og hårdt

Man kan vælge at starte sin podcast med en fast jingle som indledning. Dette gør noget godt for genkendeligheden. Måske er der endda faste sponsorer, som nævnes i denne sammenhæng.

Der findes også masser af podcasts, der bare starter lige på og hårdt med snak fra værten. På den måde spilder man ikke en 20-30 sekunder på at skulle lytte til samme jingle i hvert afnit.

Det er egentlig smag og behag, hvad man foretrækker. Hvis du selv kan producere en jingle, der vækker lytterens opmærksomhed, er det måske værd at gå efter – ellers kan man også betale sig fra det.

Med en dårlig og ikke professionel jingle risikerer man, at lytteren springer fra. I dette tilfælde er det naturligvis bedre at undlade den.

Tag venner og bekendte med på råd, om jinglen er god nok som indledning til din podcast.

7 – Gæster i studiet eller kun dig selv foran mikrofonen

En podcast bliver generelt meget mere levende at lytte til, når det ikke er den samme person, man lytter til hele tiden.

Der skal dog altid være en mening med at invitere andre med indover din podcast. Samtale-podcasts er gode på den måde, at man føler sig som en del af et selskab. Der mangler selvfølgelig lige den del, at man ikke kan byde ind selv.

Gæster i studiet er naturligvis overflødige, hvis du egentlig helst selv vil ‘nørde igennem’ uden at nogen skal kunne indvirke på slagets gang. Det kan være, du er typen, der holder af at planlægge tingene ned i mindste detalje.

Man kan også sagtens forestille sig, at nogle afsnit er med gæster, andre bare med dig i studiet. Derved kan der skabes en vekselvirkning, hvor man ligesom får to podcasts i én.

Tænk over, om du har venner eller bekendte, som kan gå ind og gøre en positiv forskel på den podcast, du har i tankerne.

For de fleste er det en kæmpe hjælp at få andre med indover arbejdet. Og så gør det ikke noget, hvis podcasten tilmed bliver mere spændende at lytte til på samme tid.

8 – Investér i noget ordentligt optageudstyr

En podcast kan være nok så god, velforberedt, spændende og alt det der – men hvis lydkvalitet ikke er god nok, er der alligevel ingen, der gider lytte til den.

Du kan øve dig med din iPhone, mac eller hvad du har til rådighed allerede. Men når det bliver ‘alvor’, og du vil udgive din podcast, skal der kvalitet til.

Der er mange, som starter ud med billigt udstyr og ser, hvor det bærer hen. Her risikerer man dog at tabe lyttere, som ellers ville være blevet hængende, hvis kvaliteten var bedre fra første afsnit. De finder i øvrigt ikke ud af, om du senere opgraderer udstyret – for de lytter aldrig til din podcast igen.

Man skal passe på med at øve sig med lyttere på. Hvis du er sikker i din sag, bør du investere i gode mikroner og et program, hvor optagelserne kan mixes og redigeres. Der findes masser af gratis tutorials på nettet, hvis man også vil lære at mestre dén side af sagen.

At lave en god podcast handler om at investere lige dele tid og penge i projektet. Det er synd, når ellers fremragende indhold drukner i dårlig lydkvalitet.

9 – Lydeffekter kan betyde en hel del

At lave podcast har meget at gøre med at lave radio. Tænd for radioen og du skal høre masser af lydeffekter, der vækker genkendelighed lige med det samme.

Du kan også med stor fordel producere en række lydeffekter, der skal høre til din podcast. Hvis du ikke har nogen erfaring indenfor området, kan du få masser af hjælp på nettet. Der findes mange gratisprogrammer, hvor du kan lege dig frem til lyde, der skal høre til din podcast.

En lyd i en podcast kan fx have til formål at skille indholdet ad. Når man skifter fra et emne til et andet, kan det være meget rart med en lille lydbid, der opdeler det hele på en tydelig måde.

Her er mere eller mindre oplagte eksempler på lydeffekter til podcasts:

  • Klirrende penge til en investeringspodcast
  • Brusende hav til en podcast om fiskeri
  • Lyden af tilskuere til fodbold-podcasten
  • Dystre toner til en podcast om mord i Danmark
  • Fjollede ‘klovnelyde’ til den humoristisk anlagte podcast

10 – Distribuering af din podcast

Hvis du producerer super interessant indhold, er det naturligvis en skam, hvis det er et fåtal, der finder frem til det.

Du skal promovere og distribuere din podcast, så der er mulighed for at rigtig mange vil lytte til den.

Apple Podcasts, Spotify og Podimo er nogle af de officielle platforme til podcasts. Her skal du igennem en ‘godkendelsesproces’ for at komme ud at ligge tilgængelig for masser af lyttere.

Soundcloud er en gratis platform, hvor du kan udloade din podcast lige med det samme. Her er der ingen kvalitetskontrol og andre formalia. Det kan være, at Soundcloud skal være der, hvor du øver dig – for så at gå videre til de større platforme, når indholdet er 100% på plads.

Du skal selv kæmpe for at nå ud til folk med din podcast. Facebook er skræddersyet til formålet. Opret en side, der hører til podcasten og hiv fat i folk herigennem. Reklamér altid med måde så du ikke fremstå for ‘larmende’.

Det kan vise sig rigtig mange lyttere værd at bearbejde de sociale medier. Gør opmærksom på dig selv på Instagram, Twitter, Snapchat – hvor som helst, der findes potentielle lyttere af netop din podcast. 

Sådan laver man en podcast – Arbejdet skal bære lønnen i sig selv

Det kan være, du lykkes med at skabe en podcast, der når ud til rigtig mange mennesker.

Det kan endda være, du kommer til at tjene gode penge på din podcast via annoncører, der gerne betaler for at blive nævnt undervejs.

Under alle omstændigheder bør dit mål være, at det også skal komme dig selv til gode at producere podcasten.

Hvis man beskæftiger sig med et emne, man i forvejen brænder for, vil det ikke føles som et surt slid at lave en podcast. Heller ikke selvom man aldrig kommer til at tjene en krone på den.

Held og lykke med de første spæde skridt.

Og kom i gang!

Vi er klar til at hjælpe!

Kontakt os i dag, og få planlagt de næste skridt i dit projekt, med kompletmarketing.

Relaterede artikler

Hej, kan jeg hjælpe med noget?
Hvad kan jeg gøre for dig?
Lad os chatte sammen... Er der et projekt du ønsker min hjælp til, eller har du brug for faglig rådgivning?

Mit svar kommer som sms på det telefonnummer du indtaster.

Analyse af hjemmeside

Kunne du tænke dig en gratis teknisk analyse?

Med vores software kan vi udføre en komplet analyse af din hjemmeside med 15 kontroltjek.