Har du nogensinde drømt om at åbne en avis, hvor du har interesse i at læse alt indhold? Nu har du muligheden på internettjenesten reddit. Her kan du bygge dit newsfeed op, så det passer perfekt til dine behov.
På reddit kan du blive en del af et fællesskab, der deler nyheder, links og historier af – næsten – enhver art for hinanden.
Reddit blev grundlagt tilbage i 2005 og hører ind under kategorien social news. Sociale nyheder betyder, at det er brugerne, der servicerer hinanden med deres posts i stedet for, at en traditionel nyhedskanal sorterer, hvad der skal med og hvad, der ikke skønnes som værende relevant.
Send links, billeder, videoer mm. og få respons med det samme. Eller den anden vej rundt – dyk ned i nogle af de mange underkategorier for at se, hvad andre har delt af interessante ting.
Reddit er den 5. mest besøgte hjemmeside i USA (juli 2019) og indtager 13. pladsen i verden. 55% af de aktive brugere er amerikanere, men billedet kan selvfølgelig hurtigt ændre sig.
Sådan fungerer det
Det er faktisk meget simpelt. Du opretter en profil og herefter er du klar til at dykke ned i, hvad andre brugere har delt og samtidig poste indhold selv. De mest populære nyheder er dem, der genererer mest opmærksomhed. Det kan både være i form af kommentarer og upvotes.
Kan du lide, hvad du bliver præsenteret for, giver du en upvote. Des flere af den slags positive tilkendegivelser gør, at opslaget stiger i graderne. Dvs. at det optræder øverst i sin kategori.
Alle opslag på reddit skal kategoriseres. Hvis du poster indhold omhandlende videnskab, ryger det i den kasse. Handler det om musik, havner det sammen med andre musikorienterede posts osv. Og der er som sagt nærmest ikke grænser for, hvad et opslag kan handle om.
Når du tjekker en bestemt kategori ud, bliver du altså præsenteret for de mest populære opslag først. Brugerne af reddit er helt og aldeles ansvarlige for, hvad der vises først og øverst i hver feed.
På den anden side er det også muligt at give en downvote. Dvs. at du stemmer et bestemt opslag ned. Får et opslag tilpas mange af den slags negative stemmer, vil det blive gemt væk nederst i en underkategori.
Der er også deciderede chat-forums tilknyttet visse opslag. Her kan du deltage i en hurtig dialog ud fra et præsenteret opslag. Hvem sagde, at chat-forums var noget, der hørte fortiden til? På reddit kan du få smæk for skillingen lige nu og her.
Design din egen nyhedskanal
Og hvad kan du så bruge alt dette til? Man kan jo også få sin daglige dosis af nyheder og andet godt via Facebook, gratisaviser, Twitter, nyhedssites osv.
Tanken bag reddit er, at du kan bygge din egen nyhedsstrøm op, så den fuldstændig lever op til dine krav. Du kan abonnere på de kategorier, som du har interesse i og ignorere de andre. På den måde behøver du ikke scrolle forbi uinteressant indhold.
Du kan debattere med andre brugere indenfor de områder, hvor du har noget at byde ind med. Reddit kan ses som en måde at spare masser af dyrebar tid på research. Ønsker du at holde dig opdateret på bestemte fronter, kan du passende følge med i, hvad andre støver op af interessant indhold derude i verden. Det kan hurtigt vise sig, at du får udvidet din horisont ved at lade andre bidrage til din nyhedsdækning.
Jo mere erfaren du bliver som bruger af reddit, des bedre tilpasset bliver din newsfeed. Du kender måske til at scrolle forbi tonsvis af indhold, før du kigger nærmere efter – fx når du er på Facebook. Du får chancen for at starte forfra ved at designe din reddit-bruger så alt uvedkommende sorteres fra.
Finder du noget, som du ønsker at dele med fællesskabet på reddit, skal du endelig gøre det. Man optjener nemlig karma-point, når et opslag stemmes op. De mest populære brugere er dem, der deler opslag, som resulterer i en masse debat, kommentarer og upvotes. Det giver altså god karma at være rundhåndet med sine spændende posts.
Reglerne er bestemt af brugerne og til for at blive overholdt
Subreddits er underkategorier indenfor bestemte emner, hvor brugerne selv bestemmer reglerne. Det kan fx være, at opslag i en bestemt subreddit kun må kommenteres med ”cat”, som der står i brugervejledningen for reddit.
Du har måske prøvet at deltage i en ophedet debat på Facebook?
Det kan hurtigt gå ud ad en tangent, hvor tonen bliver rå og snakken bevæger sig langt væk fra udgangspunktet. Sådan behøver det heldigvis ikke være på reddit. Du kan nøjes med at deltage i de tråde, som passer til dine præferencer indenfor internetdebat.
Når du slår noget op på reddit, kan du altså være med til at præge, hvordan modtagelsen skal foregå. På sociale medier kan man ofte fravælge muligheden for at kommentere helt – på reddit kan du endnu mere nøje tilpasse, hvordan debatten skal foregå.
Reddit præsenterer sig selv som et fællesskab, hvor der er vide rammer for udfoldelsen. Dog ønsker man, at enkelte overordnede retningslinjer bliver overholdt. Hvis du benytter tjenesten til skamløs selvpromovering, i reklameøjemed, personlig blog mm. er der administratorer til stede, som vil regulere din adfærd.
Omvendt er det muligt at reklamere til en overskuelig pris, hvor 10% af prisen endda går til gode formål. Du kan bidrage til en bedre verden ved at benytte reddit som reklameplatform.
Få yderligere fordele med et betalt abonnement
Enhver tjeneste på internettet skal tjene penge for at kunne opretholdes. Det samme gælder naturligvis for reddit, selvom den præsenterer sig som drevet hovedsageligt af sine brugere.
Du vil blive præsenteret for annoncer, som på næsten ethvert andet medie, hvis ikke du betaler for dit medlemskab. For den nette sum af 5.99$ om måneden bliver du premium-bruger med særlige fordele. Du bidrager på samme tid også til driften af reddit.
Det siger sig selv, at hvis du for alvor ønsker at få din nyhedsstrøm igennem reddit, skal du gå all in og blive betalt bruger. Tid er som bekendt penge, og det kan hurtigt vise sig investeringen værd at få samlet sine nyheder i passende kategorier for et hurtigt overblik.
Dette er populært på reddit
Ved at kigge på popular-kategorien, kan man få et billede af, hvad mange brugere er ude efter. Du finder humor og sjov i lange baner i form af hurtige opslag. Katte er som mange andre steder virkelig populære på reddit.
Der er også sensationelle videoer, som tager pusten fra en. Flyopvisninger, som ikke burde kunne lade sig gøre, tsunami i et kinesisk vandland og en offentlig irettesættelse i Londons subway, som tusinder af brugere har stemt op og kommenteret.
Klimaforandringer står også højt på dagsordenen, når der skal tælles upvotes. Du får et interessant indblik i mange vinkler ved at klikke rundt i de forskellige reddits.
Det kan være sødt, sensationelt, sjovt, interessant, oplysende og alt derimellem. Reddit kan snildt bruges som den perfekte tidsrøver, hvor du ovenikøbet har muligheden for at få udvidet din horisont.
Der ligger mange fornøjelige timer og venter på reddit, når først du får sat dine præferencer godt op. Det er en platform designet til at skabe virtuelle communities – fællesskaber – hurtigt og effektivt.
Du ønskes happy redditing herfra!
Følgende kilder er brugt ved udarbejdelsen af denne artikel: Reddit (her), Facebook (her), Wikipedia (her), Makeuseof (her), digitaltrends (her).