OpinionsLand er et af flere online steder, hvor man bliver belønnet for at udfylde spørgeskemaer. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, så vi har testet sitet af.
Betalte spørgeundersøgelser dukker af og til op som reklame, når man surfer rundt på nettet. Og hvorfor egentlig ikke tjene lidt – bare på at mene noget om et eller andet?
Firmaer har brug for data fra brugerne
OpinionsLand fungerer som et site, hvor man tilmelder sig for at svare på diverse undersøgelser. Det kan dreje sig om alt fra spørgsmål om ens helbred til 1-10-vurderinger af, hvordan store danske tøjbutikker klarer sig.
Man bliver belønnet med point, når man har færdiggjort en spørgeundersøgelse. Disse point kan så veksles til belønninger fra bl.a. Just Eat, Zalando og kontant afregning fra PayPal.
Data er guld værd. Derfor har sites som OpinionsLand deres berettigelse. Man kan dog have en mistanke om, at mange brugere blot tilmelder sig for at svare så hurtigt som muligt på de forskellige undersøgelser – og dermed optjene lette point.
Mange store firmaer benytter sig af spørgeundersøgelser på nettet. Det er sikkert og vist. Hvor meget man konkret kan bruge undersøgelser fra OpinionsLand til, står nøgternt vurderet temmelig uklart.
OpinionsLand – Fremtiden er i dine hænder
Folkene bag OpinionsLand er ikke bange for at tage store ord i deres mund, når sitet præsenteres for potentielt nye brugere.
‘Fremtiden er i dine hænder. Bliv belønnet for at dele dine synspunkter og gøre morgendagen bedre end idag’. Sådan hedder det sig på forsiden af OpinionsLands hjemmeside. Man kan altså gøre en god gerning for menneskeheden og samtidig modtage belønninger for det.
What’s not to like???
Nu sidder du sikkert og tænker: ‘Kan det virkelig passe, at man kan sidde derhjemme og blive betalt for at svare på spørgeskemaer?’
Ja, det kan du faktisk.
Men du skal ikke forvente at blive rig på gerningen. Man skal således optjene ret mange point – og bruge en del tid på det – hvis man skal gøre sig fortjent til en belønning fra CDON, H&M Digital, Imerco, Just Eat, Matas, PayPal eller Zalando.
Så mange point skal der til
Før du tilmelder dig OpinionsLand i håb om hurtige belønninger, der bare kommer væltende ind på din konto – så lad os kigge nærmere på hvordan man bliver belønnet.
Des længere tid, man skønnes at bruge på en undersøgelse, des flere point optjener man. Det står derfor angivet i minutter, hvor lang tid en undersøgelse tager.
Vi blev fx tilbudt følgende undersøgelser:
- Mad og drikkevarer – 20 point (8 min.)
- Sociale emner – 40 point (10 min.)
- Hjem og familie – 60 point (16 min.)
- Virksomhed og ansættelse – 100 point (25 min.)
Det skal siges, at vi blev belønnet med 45 point for at gennemføre en undersøgelse samme dag som oprettelsen. Så er man ligesom i gang.
En timeløn på godt og vel 17 kroner
Det lyder jo som mange point, der kan skrabes sammen i løbet af relativt kort tid. For at få et klart billede af, hvor meget disse point betyder, skal der naturligvis kigges på de potentielle belønninger, man senere kan vælge.
714 point giver mulighed for:
- 50 kr. hos CDON.com, H&M Digital, Imerco, Matas og Zalando
1000 point giver:
- 70 kr. ind på din PayPal-konto
1428 point kan betyde:
- 100 kr. til brug hos Just Eat
Det vil altså sige, at man skal bruge cirka små 6 timer for at optjene point nok til mad for 100 kr. fra Just Eat. Det svarer til en anslået timeløn på 17 kroners penge. Skattefrit godt nok – men ikke just den højeste timeløn i dagens Danmark.
Skønsmæssigt 3 timer brugt på spørgeundersøgelser fra OpinionsLand kvalificerer til gavekort på 50 kr. til ovennævnte butikker.
Lidt over 4 timers arbejde giver ret til 70 kr. fra PayPal.
Et lille regnestykke
- En undersøgelse af 25 minutters varighed giver 100 point
- Der skal 1.000 point til for at indkassere 70 kr. fra PayPal
- 10 undersøgelser (25 min.) kvalificerer således til belønning fra PayPal
- 10 x 25 min. = 250 minutter
- Der går 60 minutter på en time
- 250 divideret med 60 = 4.16 timer
- 70 kroner divideret med 4.16 timer = 16.83 kr. pr. time
Med lad os da bare runde op til 17 kr. for lethedens skyld.
Du bliver altså belønnet med en timeløn på under 20 kroner, når du udfylder spørgeskemaer hos OpinionsLand.
Så er det op til dig at vurdere, om det er umagen værd. Man kan jo ligge i sin sofa og svare, som det passer én på undersøgelserne.
Men er det nu også umagen værd i sidste ende?
Find din passion – Spørgsmål for enhver smag
Der er ikke så meget at sige til, at man fokuserer på det store billede fra OpinionLands side. Man kan gøre en god gerning og gøre morgendagen bedre.
Men rig bliver man altså ikke.
‘Find din passion’ reklameres der også med på sitet. Man kan vælge og vrage mellem undersøgelserne og dermed kun svare på det, der faktisk interesserer én.
Man screenes i den forbindelse lystigt, når man først har tilmeldt sig. Hvis man gør dig håb om at tjene nok point til at udløse belønninger, skal man ihvertfald ikke være nærig med at dele ud af personlige oplysninger.
Men hvem tjekker egentlig, om man i virkeligheden taler sandt???
Har du tid til en brugerundersøgelse?
Straks efter oprettelse tikker der tilbud om spørgeundersøgelser ind på mail. Man får hurtigt noget at rive i, hvis man bare vil have masser af point ind på kontoen.
Der er stor fordel i at brede sig ud over mange emner. Angiver man mange interesser, sygdomme man lider af, butikker man shopper i osv. gør man sig tilgængelig i forhold til mange undersøgelser.
Du opfordres derfor til at opdatere din profil, så man har så klart et billede af dig som overhovedet muligt. Herefter kan der målrettes undersøgelser til dig meget mere effektivt.
Man vil jo gerne have svar fra folk, der rent faktisk ved, hvad de taler om!
Ikke alle er lige: Opgrader dit medlemskab
OpinionsLand fejer ikke tingene ind under gulvtæppet. Derfor hedder det sig ligefrem:
‘Opgrader dit medlemskab. Ikke alle OpinionsLand-medlemmer er skabt lige. Bliv ved med at dele dine synspunkter, og optjen mærker ved at låse op for præstationer. Kan du nå diamantniveau?’
Man stiger i rang, des flere undersøgelser man fuldfører. Bronze, Sølv, Guld, Platin og Usleben (diamant? red.) hedder de forskellige stadier på ranglisten således. Hvis man er aktiv på sitet hver eneste dag, bliver man indehaver af en særdeles varm konto.
Du kommer ikke til at mangle spørgeundersøgelser, hvis du beriger din profil med alle tilgængelige oplysninger og svarer omhyggeligt på de undersøgelser, du tilbydes.
Der venter løbende bonusser for de særligt aktive.
Vejen til konkrete belønninger kan derfor blive en smule kortere end de 17 kroner i timen.
Fordele og ulemper ved at være tilmeldt OpinionsLand
Hvis du stadig står og vakler mellem at tilmelde dig OpinionsLand eller ej, får du mere hjælp lige her. Det kan dog sagtens være, at du forholder dig anderledes til nedenstående punkter.
Fordele
- Det er ikke hårdt arbejde at udfylde spørgeundersøgelser
- Du kan arbejde præcis, når du føler for det
- Du kan arbejde hvor som helst – bare der er internet
- Du kan svare på undersøgelser om emner, der interesserer dig
- Du kan gøre dig fortjent til bonusser
- Du kan score belønninger fra butikker, du handler i til daglig
- Du kan blive mere bevidst om, hvad du egentlig går og mener om forskellige emner
Ulemper
- Timelønnen er noget lav
- Du kan ikke holde lange pauser fra OpinionsLand, hvis du vil gøre dig fortjent til belønninger
- Du skal dele ud af personlige oplysninger
- Du modtager tilbud om undersøgelser i tide og utide
- Det er uklart, hvor meget dine besvareler egentlig kan bruges til
- Du kan blive bedt om at svare på ret så private ting
Hvem står egentlig bag OpinionsLand?
OpinionsLand.dk er skabt af amerikanske Dynata, der beskæftiger sig med online research. Her er altså på ingen måde tale om et dansk foretagende, selvom spørgsmålene mest retter sig mod det danske marked.
Nogle af verdens helt store brands benytter sig af Dynata, når der skal hives svar på brugerundersøgelser i land: Nestle, Starbucks, Spotify, Amazon, Pepsico osv.
Online data er som nævnt big business. Der skal fyldes skemaer ud, så regnedrengene på firmaerne har noget at lave. Dynata startede faktisk helt tilbage i 1999, så det er ikke noget nyt at bede om tilfældige menneskers holdning på nettet.
OpinionsLand er således blot en lille del af dette globale foretagende.
Man ville nok få mere ud af at være tilgængelig for danske brugere, hvis man var en smule mere gavmild med sit pointsystem.
OpinionsLand giver tilbage
Nu skal det hele jo ikke handle om, hvor meget DU kan indkassere på at udfylde spørgeskemaer på nettet.
OpinionsLand fortæller derfor om, at man hver måned donerer 10.000 dollars til Røde Kors i USA. Det må siges at være kontant afregning for en bedre morgendag.
Du kan altså hjælpe til med at skabe en bedre hverdag for nødlidende i USA – blot ved at svare på nogle spørgsmål – ifølge OpinionsLand.
Konklusion – Tidsfordriv med en smule belønning
Så hvad skal man egentlig mene om det hele?
Man bliver ikke millionær ved at svare på spørgeundersøgelser fra OpninionsLand. Dels er der ikke nok tilgængelige undersøgelser – dels skal man bruge lang tid på at optjene point nok til belønninger.
Hvis du synes, det grundlæggende er sjovt med belønning for så enkel en gerning som fx at klikke fra 1-10 i tilfredshedsundersøgelser – og skrive et par uddybende linjer – så kan det da godt være, at OpinionsLand er et besøg værd.
For at lokke rigtig mange danskere indenfor, skal der dog nok en lettere vej til belønninger til. Man kan derfor mistænke de tilmeldte brugere for at svare så hurtigt som muligt på spørgsmålene for at se nye point tikke ind på kontoen.
Det helt store spørgsmål blafrer i vinden:
Hvor meget kan spørgeundersøgelser på nettet egentlig bruges til???